Da jeg udviklede min spiseforstyrrelse for alvor, så var det meget styret af restriktioner, regler og regnskab over hvad jeg spiste og hvor meget jeg bevægede mig.
Efter knap 1,5 år med underspisning og konstant bevægelse, begyndte min krop at være presset og jeg havde min første overspisning.
Jeg følte at jeg fra den ene dag til den anden, pludselig bare havde mistet kontrollen og evnen til fortsat at holde mit restriktive mønster og kunne slet ikke forstå hvorfor jeg var så sulten og umættelig. Jeg gik i panik og der startede min bulimi hvor jeg oftere ag oftere havde overspisninger og efterfølgende på alle måder mulige, forsøgte at udrense min krop fra den mad jeg havde indtaget.
Jeg følte mig så forkert og at jeg var gået i stykker, hvorfor kunne jeg ikke bare være restriktiv, som jeg havde været før?
Jeg vidste ikke at det som oftest er det, der sker. At rigtig mange starter med at tabe sig, ret smertefrit kan være restriktive og egentlig føle meget lidt sult, lige indtil det bare ikke er nemt længere.
Omkring 42% af personer med anoreksi udvikler på et tidspunkt bulimiske symptomer. Det vil sige at de overspiser og kompenserer efterfølgende.
Spiseforstyrrelser, der veksler mellem over- og underspisninger er i langt højere reglen frem for undtagelsen.
Jeg er ikke i tvivl om hvorfor jeg udviklede bulimi, men dengang troede jeg der var noget galt med mig og den ekstreme sult, jeg følte.
Jeg forstod ikke hvordan kroppen typisk reagerer på restriktioner. Jeg kunne på ingen måde håndtere den angst for vægtøgning, jeg frygtede der ville følge med overspisningerne, hvilket gjorde at jeg forsøgte at kompensere og desværre fandt ud af det kunne jeg.
Først over 12 år senere forstod jeg hvad det handlede om og fandt ud af hvad jeg var nødt til at gøre.
Overspisning som respons på restriktion
Jeg tror på at det er vigtigt for den enkelte virkelig at forstå den fysiologiske og psykologiske reaktion, der kan komme efter en lang periode med restriktioner.
Jeg mener at det er vigtigt at vi ikke skaber yderligere skam ved at skabe en illusion om at du bare kan begynde at spise helt “normalt” som andre mennesker, der ikke har været igennem alt det du har været igennem.
Desværre er det nærmest blevet en dyd og symbol på selvdisciplin at holde igen med mad og vi må for alt i verden ikke spise “for meget”, så den skam og skyld, der kan følge med når du føler at du kunne inhalere hele verden, kan være med til at holde dig yderligere fast i et nyt forstyrret mønster, som du nok bedst ville genkende som overspisning.
Det er vigtigt at understrege at jeg ikke påstår at spiseforstyrrelse kun opstår ved at mennesker er restriktive. Spiseforstyrrelser er langt mere komplekse og det element af restriktioner er ikke gældende for alle med spiseforstyrrelser.
Det samme gælder overspisningsproblematikker, som kan opstå af flere grunde, og ikke udelukkende på grund af restriktioner.
Maden og overspisninger kan bruges som copingstrategier til at regulere os selv, til at undertrykke vores følelser, til når livet bliver svært, som flugt fra andre, os selv eller vores tanker, som beskyttelse og meget andet.
Men jeg vil alligevel vove at påstå at hvis du undertrykker din vægt på den ene eller anden måde og har restriktive tankemønstre, så vil det med stor sandsynlighed være den primære faktor for at du overspiser og hele tiden tænker på mad.
Hvad vil det sige at have en undertrykt vægt?
Når jeg taler om en undertrykt kropsvægt, så mener jeg, når du har en kunstig lav vægt for dig. dvs. at du kun kan vedligeholde den vægt ved at du er restriktiv, har regler og holder regnskab for hvad og hvor meget du må spise, eller at du kompenserer for hvad du spiser gennem træning, faste eller på anden vis skiller dig af med det du har spist eller hvis du er nødt til at have et meget højt aktivitetsniveau for ikke at tage på.
Der kan også være andre tegn på din krop ikke har det godt på den vægt, det kan vise sig ved at din krops basale funktioner påvirkes som fx temperaturregulering, sexlyst forsvinder, mænd får rejsningsproblemer, kvinder mister deres menstruationscyklus eller den bliver uregelmæssig (og vær lige opmærksom på at hvis du bruger hormonel prævention, så fortæller den menstruation intet om hvordan din krop reelt har det)
Jeg plejer at sige, hvis du kun kan holde din vægt, hvis du skal underspise og overtræne, så er det nok ikke din rette vægt og så undertrykker du din vægt, uanset hvad din BMI siger.
Problemet er bare at alt for mange overvurderer hvor meget de spiser og undervurderer hvor meget de bevæger sig og tror for det meste at det ikke gælder dem.
Det giver fx meget lidt mening at forsøge at mindske følelsesmæssig spisning, hvis du undertrykker din vægt, for der vil være fysiologiske kræfter, der konstant vil forsøge at trække dig i den anden retning.
Så det her er mest af alt til dig, der har erkendt at restriktioner nok kan være en faktor og derfor vil forsøge at give dig selv lov til at ære din sult ubetinget.
Jeg tillader mig lige at reklamere for at jeg i øvrigt har skrevet en e-bog, som du kan få tilsendt, hvis du deler din mailadresse. Der dykker jeg ned i hvordan du kan blive bedre til at ære din sult og mæthed, hvorfor det er vigtigt at elimenere alle restriktioner, hvordan restriktive tankemønstre og adfærd kan være skjulte og konkrete værktøjer du kan bruge.
Ubetinget tilladelse
Nogen kalder det jeg snakker om for ALL IN, men det kan jeg se hurtigt bliver misforstået, hvad det reelt betyder, så holder mig til at bruge: ubetinget tilladelse
Det er at du giver dig selv ubetinget tilladelse til at spise hvad du vil, når du vil, i de mængder du vil og altså også give dig selv ubetinget tilladelse til at ære din fysiske og din mentale sult
Jeg har forsøgt at inddele den proces i 4 faser, som jeg oplever mange typisk går igennem når de forsøger denne ubetingede tilladelse i recovery.
Forhåbentlig vil det hjælpe dig med at forstå dig selv bedre, hvor du måske er i din proces og mindske panikken hvis du oplever noget af det samme.
De 4 faser har jeg kaldt:
- “pseudo tilladelse” fasen
- “honeymoon” fasen
- “oh, shit” fasen
- “accept” fasen
Fase 1: Pseudo tilladelse
Pseudo tilladelse er fx. når du beslutter dig for at det skal være “slut med forbudt”, at du vil fjerne alle dine regler omkring mad, men stadig sidder lidt fast i at det fx
- ikke må være for meget
- eller kun hvis du nyder hver en bid
- kun efter du har trænet
- så længe du ikke tager på eller tager “for meget” på
- eller kun så længe du er i recovery og så er det slut
Pseudo tilladelse er altså når vi giver os selv betinget tilladelse, og betingelser er stadig en slags regler som du kan bryde, hvilket forstærker din alt eller intet tænkning omkring mad og måske endnu højere grad starter en reel overspisning eller øger din følelse af at du ikke kan kontrollere dig selv.
Derudover så hjælper det ikke på din ekstreme sult at du konstant veksler mellem at spise markant mere, for så at gå i panik og underspise eller kompensere, tværtimod.
Du er nødt til være villig til at give dig selv helt reel ubetinget tilladelse til at ære din fysiske og mentale sult resten af dit liv. Selvom det virker som det mest skræmmende i verden.
Hvis det er tidsbestemt eller hvis der en masse præmisser før at du har tilladelse til at spise, så vil du stadig blive ramt af den knaphedsmentalitet, som jeg har skrevet om her.
Når du har den mentalitet så er din hjerne konstant på vagt for at det ender om lidt. Så vil du fortsat føle dig styret af alt mulige andet end hvad du har brug for og lyst til og det vil være svært at slippe helt fri.
Det kræver at ændre en generel indstilling i dit sind og en omprogrammering af din diæthjerne.
Når jeg kalder det “pseudo” tilladelse, så er det ikke for at udskamme dig, der er i den her fase. Jeg tror de fleste skal igennem det. Det skulle jeg også.
Typisk kommer du lidt hurtigere igennem den her fase, hvis nogen hjælper dig ved at udfordre dine overbevisninger løbende og opfanger dine betingelser, når du ikke selv ser dem. Men alt efter hvor længe du har kæmpet med det her, så kan det tage noget tid.
Fase 2 Honeymoon fasen
Når du virkelig begynder at give dig selv den ubetinget fase, så vil du opleve at komme ind i den fase som jeg kalder honeymoon fasen.
Det er ikke sikkert at du sidder og græder over hver eneste måltid du skal spise eller får mega angst. Det er ikke alle, der har det sådan eller det kan være at du kun har det sådan i perioder.
Rigtig mange kan faktisk opleve en hel lykkefølelse af at de virkelig må spise mere, at de må spise alt det der har været forbudt. Du skal ikke skamme dig hvis der lidt i dig, der nyder det bare en smule.
Jeg tog nogle gange på dagsture med min mand, hvor hvert et måltid bestod af noget jeg altid havde forbudt mig selv på den ene eller anden måde.
Jeg kunne være helt vild glad hele dagen, først da jeg kom igen, og skulle i seng, kunne jeg blive ramt af den dårlige samvittighed og en meget oppustet mave. Det er også okay.
Måske oplever du ikke en lykkefølelse, men bare en følelse af at alt mad, som har været forbudt er så spændende og virker så lækkert at du tænker at du aldrig har lyst til at stoppe med at spise det igen.
Det kan også være at hver gang du spiser bare lidt, så føler du ikke du kan stoppe igen.
Det er også en del af honeymoon fasen og er helt normalt.
Når noget har været forbudt, så kan det let komme op på en piedestal.
Vi vil typisk gerne have det vi ikke kan få. Det gælder ikke kun mad.
Desto mere forbudt noget er, desto mere tænker vi på det og interesseret er vi i det.
På et tidspunkt når du har tilladt dig at spise det, der har været forbudt, længe nok og helt reelt ikke dømmer det eller vurderer det, så vil mad blive mere neutralt.
Altså der vil ikke være den samme opdeling mellem “rigtig mad” og “forkert mad”.
Hvis du kunne spise det du craver allermest, helt uden at dømme det. Du spiste det til morgenmad, frokost, aftensmad og alle dine mellemmåltider og du intet andet fik end det.
Hvor mange dage, hvor mange uger ville du blive ved med kun at have lyst til at spise det?
Sanden er at vi mennesker bliver på sensorisk mættet eller mindre tilfredsstillet af spise det samme igen og igen. På et tidspunkt vil du have lyst til noget salt, eller knas, eller friskt osv.
Du vil opleve på et tidspunkt at mad føles lidt mindre magisk og mindre kaotisk desto mindre du forsøger at dømme dig selv for dit valg, eller kontrollere og kompensere for det.
Hvis du ikke konstant banker dig selv i hovedet over hvad du gør, konstant ønsker at spise mindre eller hele tiden dømmer hver en beslutning, du træffer, for så er det her meget svært.
Fase 3 Oh, shit fasen
Når du så går i panik, som de fleste gør, så rammer du oh shit fasen.
De fleste vil opleve at når de endelig begynder at spise mere, så stiger deres appetit markant for en tid.
Du kan opleve at du bliver overvældet af sultsignaler og føle at du konstant er sulten og at du tit ender med at spise store mængder af mad.
Her tænker de fleste “oh, shit jeg er i stykker, der er noget galt med mig, det kan ikke være rigtigt at jeg skal have lyst til så meget, hvad nu hvis jeg tager mega meget på” osv.
Ekstrem sult var for mig at selvom jeg gik i seng med en udspilet mave, så kun jeg vågne midt om natten med en knurrende mave og bare være død-sulten.
Det betød også at jeg hele tiden følte at jeg overspiste, fordi jeg spiste så meget mere end jeg plejede og langt over det som jeg mente var mit energibehov og stadig tænkte på mad.
Jeg kunne spise mere end min mand og han har alligevel en vis størrelse og er kendt for hans store appetit. Selv når jeg var helt fyldt så havde jeg lyst til mere og jeg havde selvfølgelig kun lyst til at spise alt det som var kalorietæt. Fordi min krop ville have energi!
Nogle kan ikke lide ordet ekstrem sult. Så kan vi kalde det; normal sult i en ekstrem situation.
For din krop oplever vedvarende SULT som en ekstrem situation. I den tid hvor du har spist mindre og mindre og måske endda øget dit aktivitetsniveau mere og mere, så har din krop og din hjerne oplevet det som der var hungersnød, og så går den i alarmberedskab og skruer ned for ALT, den kan skrue ned for, fordi der simpelthen ikke er nok energi at arbejde med.
Det betyder faktisk også for mange at de i en tid hvor de har været meget restriktive og har ignoreret deres sult nok gange nærmest ikke fornemmer sult længere.
Det sker både fordi du overhører sulten, hvilket signalerer at der ikke er mad aka der er hungersnød, og desto længere tid du er restriktiv og desto mere du undertrykker din kropsvægt, så vil din krop producerer færre af de hormoner, der styrer din appetitregulering.
Det er i virkeligheden et virkelig alvorligt og dårligt tegn, hvis din krop har opgivet at sende dig sult-signaler, men heldigvis giver vores krop ikke så let op, og det er her at vi opdager at når vi spiser mere, så øges vores sult.
Her går ALLE i panik og det gjorde jeg selvfølgelig også. For jeg tænkte at nu havde jeg erstattet én spiseforstyrrelse med en ny, nemlig BED eller det der på dansk nogle gange refereres til som tvangsoverspisning. Men BED er ikke det samme som ekstrem sult, som jeg sagde tidligere, er overspisning mere kompliceret end det
Så troede jeg bagefter det handlede om at jeg spiste for meget på mine følelser, men følelsesmæssig spisning er heller ikke det samme som ekstrem sult. Det er simpelthen forskel på årsagerne til at du spiser i de mængder.
Ekstrem sult er en naturlig respons på restriktion. Fordi mad er et basalt behov for vores overlevelse
- Hvis du holder vejret længe nok, så vil du have brug for at tage en kæmpe indånding på et tidpunkt når du får muligheden for det
- Hvis du ikke får væske længe nok, så vil du ikke kunne tænke på andet end at få et koldt glas vand og du vil drikke meget mere end hvis du drikker regelmæssigt.
- Hvis du ikke får søvn nok, så vil du på et tidspunkt blive enorm presset, og når du endelig får lov at sove vil du have brug for at indhente den tabte søvn på et tidspunkt.
Mad er ikke anderledes. Du har brug for mad for at overleve, og hvis du har være restriktiv længe og presset din krop, så vil du have en gæld du skal indhente, for at din krop kan fungere optimalt igen og heale fra alt det, den har været igennem.
Det er i virkeligheden vanvittigt at vi forventer at vi bare kan spise helt “normalt” når vores situation ikke er normal.
Desto mindre dømmende du kan være omkring dine behov, desto mindre kritisk og panisk du er og desto mere du forsøger at ære den sult, møde dig selv med forståelse og venlighed, desto hurtigere vil din sult stabiliseres sig og din krop finde ro.
Jeg vil også lige understrege at ubetinget tilladelse hverken betyder at du SKAL spise alt, eller at du skal spise HELE tiden, men at hvis du vil så MÅ du godt.
Du er nødt til at finde ud af hvordan du kan gøre det, så du ikke hele tiden tager et skridt frem og to tilbage eller at det bare bliver et stort kaos.
Du kan komme igennem oh-shit fasen. Men det kræver du igen og igen vælger at det du lige nu fokuserer på er den ubetinget tilladelse til at ære dine behov.
Jeg plejede eksempelvis at spise Ben & Jerrys hver eneste dag i lang periode OGSÅ selvom jeg havde taget på og stadig tog på.
Jeg tog en portion jeg tænkte ville tilfredstille mig, puttede resten af isen tilbage i fryseren og så satte jeg mig ned og spiste det.
Allerede ved slutningen af den portion, ville jeg have mere. Så jeg spiste op, ventede 5 min. Gik op og tog en ny portion og så satte mig igen og spiste.
Det endte som oftest med at jeg spiste hele bøtten i begyndelsen og hver gang fik jeg halsbrænd når jeg gjorde det.
Men med tid begyndte jeg at observere hvad der skete mellem mine portioner. Jeg gav mig selv de minutter til at lande i den første portion og på vej hen til fryseren spurgte jeg mig selv: “hvis du virkelig må spise det her altid, resten af dit liv. Har du så lyst til mere lige nu?”
Nogle gange var svaret ja, andre gange var svaret nej.
Pointen er at du med tid og tålmodighed kan skabe en smule ro omkring dit kaos, ved ikke at lukke ned for kontakten til dig og hvad du har gang i. Ved at være nærværende, ikke dømmende og nysgerrig.
Det tager tid at lære, og det kræver faktisk også at du starter med du får tilstrækkeligt at spise hele dagen, hver eneste dag. Før du kan begynde at navigere i alt det her og før dine sult- og mæthedssignaler normaliseres.
Fase 4 Acceptfasen
Hvis du bliver ved med at arbejde dig igennem de forrige faser, og bliver ved med at give dig selv den reelle ubetingede tilladelse, så vil du på et tidspunkt finde hertil.
Hvor du begynder at finde en accept i at
- det her ikke er en proces som kun tager et par uger eller mdr. og at det vil være svært, men muligt også for dig
- du ikke kan kontrollere dig igennem det
- din rette vægt ikke er den som du har presset dig selv ned i og at du er nødt til at lade din krop finde ud af hvor den har den har bedst og at din vægt er det mindst interessante ved dig
- du ikke er en maskine og derfor vil opleve perioder hvor du er mere sulten end andre, eller hvor du spiser mere end andre nok resten af dit liv
og måske vigtigst af alt en accept af at du ikker giver slip på dig ved at slippe for al den kontrol, men at du giver slip på et tyranni, der har holdt dig fast længe nok.
