Min recovery proces har været lang, kringlet og med flere tilbagefald på vejen. Den mere klassiske tilgang til at komme ud af en spiseforstyrrelse fungerede ikke for mig. Selv da jeg forstod kompleksiteten i hvorfor jeg havde udviklet en spiseforstyrrelse, så havde spiseforstyrrelsen fået sit helt eget liv som holdte mig fast og min identitet var blevet så fastlåst i en bestemt krop og ‘sundhedsnørden’.

Min recovery proces var groft opdelt i 4 faser:

1.  Udfordre mine madregler og mit slankekursmønster
2. Arbejde med tillid til min krop og finde hvor den trives gennem at ære min sult og mæthed
3. Bevæge mig væk fra træning og bevægelse som kompensation og straf og over til træning som tilvalg og noget rart for min krop 
4.At give plads til svære følelser og tanker som en del af livet, frem for noget jeg skulle flygte fra

Det bedste der skete for min recovery og min vej ud spiseforstyrrelsen, var ikke at forstå hvorfor jeg udviklede min spiseforstyrrelse, hvilke følelser jeg undertrykte, hvorfor jeg søgte andres anerkendelse eller lignende. Bevares, det var også en vigtig del af processen, men da jeg gav slip på ideen om at min krop ikke måtte forandre sig og jeg ikke længere målte mit værd på min vægt og mit udseende, dér tog min recovery virkelig fart. 

Jeg var færdig med at holde min vægt kunstigt nede, altid at tænke på mad og føle at jeg aldrig blev mæt, at kompensere hver gang jeg spiste noget, der ikke passede ind i mit rigide skema og at banke mig selv oveni hovedet hver gang jeg ikke havde gået x antal skridt eller trænet. 

Jeg var bare done – nu ville jeg udfordre mig selv med alt det jeg frygtede og som før gav mig dårlig samvittighed!

Jeg var rædselsslagen og det føltes forvirrende og ja min vægt gik op, men gjorde min livskvalitet også.

Jeg stoppede med at veje mig selv, for vægten gjorde intet godt for den proces, men efter ca. 4-5 mdr. mærkede jeg min appetit ændre sig, jeg genkendte mæthed og sult på en helt anden måde end jeg før havde gjort, jeg tænkte ikke længere på mad hele tiden og jeg kunne mærke på mit tøj at min krop ikke længere tog på.

Undervejs og længe efter kom det hårde arbejde i ikke at falde tilbage til gamle vaner. Det var hård mentaltræning og  som om alt, der var autopilot for mig skulle aflæres og nye nervebaner skulle dannes.

For mig er slankekure og vægttab ligesom et drug – Det kunne hive i mig som intet andet, og hver gang jeg “faldt i” og bildte mig selv ind at det bare var fordi jeg levede en “sund” livsstil, så vendte min spiseforstyrrelse tilbage.
Det har krævet mange tårer, set-backs og frustrationer, før jeg kunne nå frem til at se at livet uden konstant kost- og kropskontrol var hele kampen værd. Det var og er stadig det sværeste jeg nogensinde har gjort.
Nu ved jeg at jeg aldrig skal tilbage til det igen.