kalorieregnskab

Frygter du at spilde kalorier?

Genkender du frygten for at spilde kalorier? Måske har du føde- og drikkevarer som du vælger fra fordi… de indeholder “unødvendige” kalorier?

Det kunne være at du fx:

  • dropper mælken i kaffen
  • altid vælger light produktet
  • vælger smør på brødet fra eller smører et mega tyndt lag på

Det kan måske også vise sig, som det gjorde for mig længe når jeg skulle ud og spise. At jeg endte i ‘analyse paralyse’, fordi jeg ikke kunne vælge hvad der var det bedste at spise, nu når jeg endelig tillod mig at spise noget særligt ELLER at jeg nærmest altid ærgrede mig over mit valg, fordi det ikke var ‘perfekt’ og derfor føltes som “spild af kalorier” eller ikke det værd.

Nu tænker du måske, handler det ikke også om præferencer? Det har du  selvfølgelig helt ret i. Men hvad er en præference egentlig?

Ifølge den store danske ordbog, så betyder præference: tilbøjelighed til at foretrække én bestemt valgmulighed frem for en anden eller andre.

Men her kommer det store og vigtige spørgsmål: 

Hvorfor foretrækker du så det ene frem for det andet? Hvor har du lært det?

Min spiseforstyrrelse varede i 14 år, hvor jeg var bevidst om den, men når jeg ser tilbage kan jeg se adfærd og tankemønstre allerede fra 9-10 års alderen, måske endda endnu tidligere. Det vil sige at jeg måske nærmere i over 20 år havde meget konkrete tanker om en forkert og en rigtig krop eller om hvad der var rigtig og hvad der var forkert at spise.
Det opstod jo ikke i et vakuum, jeg lærte det bl.a. fra hvordan andre mennesker talte om eller ugeblade portrætterede kroppe og mad, hvordan de talte om at gøre sig fortjent til mad, om at skulle kontrollere mad osv. 

Det vil også sige at fra jeg var meget ung lærte at vælge smør fra, altid vælge light versioner af det jeg kunne og meget mere.
Min pointe er at da jeg i mine slut 20’ere begyndte at udfordre min spiseforstyrrelse, så var jeg DØD forvirret over hvad der reelt var mine præferencer og hvorfor de nu var det.

Kunne jeg virkelig ikke lide den fuldfede ost, eller smør på mit brød, mayonnaise, tun i olie, at drikke noget, der indeholdte kalorier osv. eller havde jeg LÆRT at jeg ikke skulle kunne lide det fordi jeg associerede det med noget meget negativt og med så meget frygt?

Jeg forbandt nemlig alle de slags fødevarer med den ting jeg frygtede mere end noget andet i denne verden: 
At jeg tog på og blev tyk.

Det havde jeg lært var det værste, der kunne ske for mig. Et resultat af mange ting, men særligt en diætkultur, som lærer os at tyk er forkert og noget negativt. Men det er et emne helt for sig selv.

Tilbage til ideen at noget kan være spild af kalorier, så er vi nødt til at forstå hvad den tankegang handler om:

Ofte handler det om at du 

  • har skabt et øvre loft for hvor mange kalorier du må indtage, fordi du enten vil tabe dig eller undgå at tage på (bevidst eller ubevidst)
  • Eller at du har skabt regler om at du altid skal nyde alt, der nogensinde kommer indenbords på en 10’er på en skala fra 1 – 10
  • Eller måske har du en regel om at du skal gøre dig fortjent til det du spiser
  • Eller at der skal være særlige anledninger til du spiser: som fx. hvis du føler at det er okay at spise et stykke kage på en cafe med en veninde, fordi så er du sammen nogen, men hvis du sad i sofaen derhjemme alene så var det spild

Genkender du mon noget at det?

En meget hård erkendelse for mig og for flere af mine klienter på et tidspunkt i deres proces er: 
Hvis du virkelig vil slippe for konstant at have et eller andet kalorieregnskab i dit hovede og slippe helt ud af det forstyrrede forhold til mad, krop og træning, så er du nødt til at forholde dig til den ide om at der er “unødvendige” og “spildte” kalorier.

Du skal simpelthen væk fra ideen om at du skal retfærdiggøre hver eneste kalorie du indtager og at du altid helst skal have så lidt som muligt.

For det handler ikke bare om at indskrænke dine kalorier. På sigt indskrænker det dit liv!
Et minimum af kalorier ender med at blive et minimum af spontane oplevelser, sjov, overskud, kærlighed, nærvær, tætte relationer. 
Det påvirker så meget andet end dit kalorieindtag på sigt. Det stjæler al dit fokus, overskud og opmærksomhed.

Knaphedsmentaliteten

Min forståelse af den slags tankemønstre og adfærd er, at noget af det handler om en knaphedsmentalitet (også kaldt scarcity mindset)

Knaphedsmentalitet er når vi oplever noget som at være en ressource vi kan løbe tør for eller som er knap. Det kan fx. også vise sig ved penge, hvis man føler en økonomisk usikkerhed, eller som da vi blev ramt af første lockdown, og alle gik i komplet panik og købte mega meget toiletpapir. Fordi vi var bange for at løbe tør.

Knaphedsmentalitet kan også vise sig hvis du har besluttet dig for at du skal starte på en ny slankekur fra på mandag og du søndag aften inhalerer alt i dine køkkenskabe fordi lige om lidt, så må du ikke få det længere… ⁣

Din hjerne kan ikke registrere forskellen på om du har besluttet dig for at være restriktiv eller om der er hungersnød og mad er knap. Den ved bare at mad er blevet en ressource du kan løbe tør for og derfor øger den fokus på det.

Hvordan hænger det så sammen med de der “unødvendige og spildte” kalorier?

Prøv at forestille dig at du havde uanede kalorier du måtte spise og du kunne få lige det du ville, når du ville resten af dit liv og det ingen effekt havde på din vægt og helbred. 

  • Hvad ville du så stadig vælge fra?
  • Hvad ville så styre dine valg? 

Det er vigtigt at finde ud af hvad “unødvendige” og “spildte” kalorier betyder for dig?

For mig betød det frygten for at miste kontrollen over min vægt, som så betød at jeg følte mig nødsaget til at kompensere for det jeg havde spist eller at det betød jeg måtte spise mindre senere og det er bare ikke særlig sjovt når du hele tiden går rundt og tænker på mad og er sulten.

Jeg behandlede min krop som en maskine, hvor et skide kalorieregnskab skulle gå op hver eneste dag.

Jeg kunne ikke mærke efter om jeg var sulten eller mæt, tilfredsstillet, om jeg kunne lide noget mad eller ej, jeg stolede ikke på at jeg ville kunne genkende hvordan noget føltes i min krop og jeg frygtede at jeg bare ville spise og spise indtil jeg døde.

Hvad står det i vejen for?

Noget af det der var vigtigt for mig var særligt at jeg var træt af at mad var blevet så altoverskyggende for mig, jeg følte det var noget af det vigtigste i mit liv at holde styr på. Jeg kunne ikke koncentrere mig, når jeg skulle spise hos andre eller ude, for jeg var så bekymret for hvad nogen puttede i maden eller om det gik op i mit regnskab.

Det var jo let nok når jeg bare var alene og kunne passe mig selv om mine særlige behov, men det kom i vejen i mit liv ligeså snart jeg vendte mit fokus ud i livet, det fjernede mit nærvær og min evne til at være det menneske jeg ønskede at være.

Hver gang jeg havde oplevelser af at kaloriematematik stod i vejen for mit liv, blev jeg topmotiveret til at gøre noget ved det, men så snart jeg var alene og på egen hånd faldt jeg tilbage til mit trygge mad udvalg. Det samme sker for mine klienter. 

Det er med til at holde dig fast i din spiseforstyrrelse!

Derfor er unødvendige kalorier ofte meget nødvendige i din recoveryproces

Jeg tænkte hele tiden at på et tidspunkt så ville det bare komme af sig selv, men du kan bruge meget lang tid på en eller anden form for “pseudo”-recovery,  hvor du måske endda spiser mere og mere frit, men hvis du stadig har den indre kalorie tæller igang hele tiden, så ved du hvor sindssygt belastende det kan være.

 Problemet er at det kommer ikke bare af sig selv du skal aktivt træffe valget og udfordre det.

Jeg taler med min klienter om: modsatte handlinger. I stedet for at begynde at diskutere med dig selv om du skal eller ikke skal, så er du nødt til at begynde at handle modsat det du instinktivt har lyst til. For der kommer ikke et tidspunkt hvor det bare føles fedt at gå imod din spiseforstyrrelse.

Desto mere du begynder at opføre dig som om du ikke har dødsangst over at spise “unødvendige” kalorier eller at du reelt ikke har et loft, at alt mad er tilladt uden at du skal gøre dig fortjent til det, desto mere ro vil du med tid få omkring mad, og desto mere vil du gå fra knaphedsmentaliteten som øger dit alarmberedskab til overflodsmentalitet som får dig i ro, fordi du ved der er nok.

Når du ved at du kan vælge lige hvad du vil og det altid er tilladt. Først der kan du være helt ærlig overfor dig og finde ud af:
– hvad dine smagspræferencer rigtigt er
– hvordan noget føles i kroppen at spise meget eller mindre af osv.

Det er ikke sort / hvidt

Nu stopper jeg lige din sort/hvide tankegang , hvis du tænker at det betyder du bare skal spise alt hele tiden og det der virker helt vanvittig urealistisk for dig.
Det behøver du ikke. 

Du kan starte langsomt ud og typisk når jeg er nået hertil med mine klienter, så har vi etableret et regelmæssigt spisemønster hvor de får nok at spise og spiser mere fleksibelt, men de har stadig den tankegang om “unødvendige” og “spildte” kalorier. 

Start stille og roligt ud:

  • Beslut en ting, du gerne vil øve dig på at inkorporere uden at kompensere på anden vis
    • Det kan være fx. være at spise flere forskellige kulhydrater til ét måltid, drikke kalorier eller hvad end en regel er blevet for dig.
    • Planlæg det, hvordan vil du helt konkret gøre og hvornår vil du starte? 
  • Indstil dig på at du kommer til at føle et ubehag. Ikke fordi at det er forkert, men fordi alt føles forkert når vi ikke er vant til at gøre det.
  • Desto mere og oftere du gør det, desto nemmere vil det blive.

Jeg hørte engang en meditationslærer sige: Svære følelser kan ikke slå dig ihjel, men at flygte fra dem kan.

Vi kan lære og opdage at alle følelser går over igen af sig selv, hvis vi ikke giver dem al vores energi og tillægger det for meget betydning. Men det vil jeg skrive mere om en anden gang.

Del endelig med mig hvad du tror du ville have godt af at udfordre.

Har du lyst til at dele dette indlæg?

1 kommentar til “Frygter du at spilde kalorier?”

  1. Pingback: Hvorfor overspiser jeg i recovery? : Recovery Coaching

Der er lukket for kommentarer.

LÆR AT STOLE PÅ DIN SULT OG MÆTHED IGEN

Parnian recovery coach

I MIN E-BOG FÅR DU

Indtast dine oplysninger,
så sender jeg den til dig allerede i dag!

OBS: Husk at tjekke om
jeg er landet i dit spam-filter!

Dine informationer behandles fortroligt og opbevares så længe det er relevant.
Det betyder indtil du gør opmærksom på at du ikke længere ønsker at få e-mails fra mig.
Du kan altid trække dit samtykke tilbage.
Dette kan du gøre ved at trykke på linket i bundet af mailen eller ved at kontakte mig på kontakt@recoverycoaching.dk og oplyse at du ikke længere ønsker at modtage mails og tilbud.