ikke syg nok

Jeg føler ikke jeg er “syg nok”

Har du nogensinde haft tanker om at du ikke er “syg nok”?

Hvis der var én tanke, der gik igennem mit hovede mange gange, da jeg havde en spiseforstyrrelse, så var det lige netop sådanne tanker: 

  • Det er ikke så slemt
  • Du har styr på det
  • Du behøver ikke at involvere andre
  • Du behøver ikke hjælp
  • Du er ikke særlig syg
  • [indsæt grund til at det nok bare er midlertidigt]

Jeg rationaliserede altid min adfærd og hvordan jeg havde det ved at fortælle mig selv, at der var mennesker, der var langt mere presset og syge end mig, og at det var midlertidigt og jeg nok skulle få styr på det lige om lidt.

Det skete ikke, og dét var med til at holde mig fast i 14 år. Så jeg har lidt erfaring med at underspille mine problemer.

Så hvis den slags tanker også har strejfet dig, så er du altså  langt fra alene. Sandheden er at den slags tanker i virkeligheden ofte er en del af sygdomsbilledet ved spiseforstyrrelser og forstyrret spisning.

Hvorfor underspiller du dine problemer?

Hvorfor underspiller vi så tit vores problemer og adfærd omkring mad, krop og træning?

Min erfaring er at der særligt er 4 årsager, der går igen:

  1. SAMMENLIGNING 
  2. TILVÆNNING
  3. FRYGT FOR AFVISNING
  4. STATUS QUO

Lad os lige dykke ned i det:

1.SAMMENLIGNING: Du er blevet fanget i ideen om at spiseforstyrrelser har et “look” en bestemt kropstype, bestemt aldersgruppe, specifikt køn etc.

Hvis du sammenligner dig med den måde vores samfund og medier portrætterer spiseforstyrrelser, som den udmagrede, unge, pige som ikke kan spise selv og derfor får sonde osv. og du ikke passer ind i det billede.

Så kan du hurtigt få en idé om at det du kæmper med ikke kan være et stort problem eller særlig alvorligt.

Men sandheden er at det er stadig et mindretal af alle de mennesker, der kæmper med en spiseforstyrrelse, der ser sådan ud. Omkring 6% af personer, der lider af spiseforstyrrelser er klassificeret som undervægtige baseret på BMI. 

Spiseforstyrrelser og et forstyrret forhold til mad kan se meget forskellig ud.

I modsætning til vores samfund, så diskriminerer spiseforstyrrelser nemlig ikke og din vægt, dine blodprøver, dit køn, din alder, din seksuelle orientering er ikke det, der retfærdiggøre om du har brug for hjælp. Det gør din trivsel.

Desværre oplever menneske, ligesom jeg selv gjorde at når de udtrykker deres udfordringer til læge eller lignende, så bliver de måske ikke taget alvorligt eller ikke kan få hjælp.

Det  bekræfter netop den fortælling man selv har. At man så ikke ér syg nok

Det er et problem og det bliver sjældent optimalt, når man er nødt til at putte mennesker i bokse for at kunne hjælpe dem. Så ender det ofte med at der er nogle, der falder lige igennem og bliver tabt.

Det er en realitet og forhåbentlig bliver det bedre med tid, men du har ikke råd til at gå og vente på at det ændrer sig.

Den anden form for sammenligning er den, du har med dig selv fra en gang hvor du havde det dårligere.

Det kan være du har været en af dem, som var indlagt med skæve blodprøver eller var kategoriseret som undervægtig, eller bare havde flere tydelige symptomer før og nu ikke længere passer ind i den kasse og ikke mærker andres bekymring, fordi det mest af alt foregår indeni dig, fremfor i tydelig adfærd og derfor føler du at det ikke er så alvorligt længere.

 Eller fordi du faktisk fungerer i samfundet med arbejde, studier osv. Det kan virkelig få os til at føle at vores problemer ikke har betydning.

2.TILVÆNNING: Du oplever at der er sket en normalisering af en bestemt adfærd i det miljø du befinder dig i

  • I et løbermiljøet kan der være en fælles forståelse for at det er okay at man presser sin kropsvægt ned for at præstere bedre
  • I et crossfitmiljø kan der måske være en forventning om at alle spiser og træner på samme måde
  • Hvis du deltager i vægtklassesport, så er det en selvfølge at du faster inden indvejning.

Det hele bliver meget hurtigt din nye normal. 

Vi skal selvfølgelig passe på at vi ikke sygeliggør det normale, men vi skal fandme også sikre at vi ikke normaliserer det syge.

Det er ikke kun blandt sportsfolk, modeller og dansere det her foregår. Det sker i den kultur vi lever i , hvor der er helt forfejlet ide om hvad sundhed er og hvor det er blevet normaliseret at have et overfokus på mad, vægt og krop. 

En kultur hvor det er normalt at høre mennesker i metroen, i skolen eller når man sidder med venner snakke om at de skal “passe på”, at de har “syndet”, at de føler dårlige samvittighed efter de har spist og også nogle gange ting der er langt værre. 

Bare fordi det er blevet normaliseret i et miljø eller en kultur, så betyder det ikke at det ikke er et problem.

Bare fordi alle andre omkring dig ligner nogen der kan få det til at fungere med  konstante kontrol, eller bare acceptere den evige dårlige samvittighed, så betyder det ikke at du kan eller skal.

Flyt fokus tilbage til dig.

  • Hvordan har du det, ærligt? 
  • Hvordan trives du med det?

3.FRYGT FOR AFVISNING: Du frygter at du ikke bliver mødt med forståelse og omsorg eller at blive en “byrde” hvis du deler det med nogen

Denne her fyldte særligt meget for mig. Jeg prøvede én gang at bede om hjælp hos en læge og da jeg blev mødt med en afvisning, så lovede jeg mig selv at jeg aldrig ville gøre det igen, for det bare alt for ondt at blive mødt på den måde. 

Jeg ville ønske jeg havde prøvet igen, hos en anden, men jeg turde ikke.

Jeg oplever at flere af mine klienter, ligesom jeg, har haft en klar  “jeg kan skal klare det selv” mentalitet. De har ofte været mennesker, som har skulle være meget for andre og ikke har følt at der var plads til at de var sårbare, kede af det, bange eller følt at de ikke kunne regne med andre og at der var mennesker, der ville kunne tage sig af dem. Det kan sagtens have være implicit, hvor man bare havde en fornemmelse af at det var sådan det var.

Men så længe vi holder det for os selv, så får vi heller aldrig muligheden for at blive mødt med forståelse eller omsorg af nogen. Hvis vi aldrig risikere noget. Hvis vi ikke gør os sårbare og deler vores udfordring med andre, så vokser skammen sig typisk også bare større og større.

Hvordan ville du have det hvis du opdagede at et menneske du holdte af, havde kæmpet i hemmelighed og helt alene. Ville du ikke ønske at de havde givet dig muligheden for at støtte dem så godt du kunne?

Jeg skrev på IG engang: Du ér ikke en byrde, men du bærer en byrde, som er for tung at skulle bære alene.

Det mantra skulle jeg fortælle mig selv mange gange i min proces. 

Jeg har aldrig mødt nogen kæmpe med en spiseforstyrrelse, som ikke frygtede at de ville være en kæmpe byrde for deres pårørende, venner eller for samfundet

Så har vi en tendens til med det samme at føle os som et problem, der skal fixes for ikke at belaste andre, men vi

  • søger heller ikke hjælp
  • har svært ved at takke ja til hjælp
  • kan ikke åbne op
  • rækker ikke ud
  • føler vi skal klare det hele selv

Du må godt bede om hjælp… Dét er ikke ansvarsfraskrivelse, men at tage ansvar for at man ikke kan klare det her alene.


4. STATUS QUO. Din fortælling om at du ikke er “syg nok” gør at du ikke behøver at ændre noget og som mennesker så foretrækker vi altid at blive i status quo

Den her gør ondt, fordi det kan lyde som om vi ikke vil ændre os. Men grundlæggende så vil vi mennesker som hellere blive i det der er trygt, selvom det er smertefuldt fordi det trods alt er genkendeligt.

Derfor bliver fortællingen om at du ikke er “syg nok” meget bekvem for din spiseforstyrrelse eller i virkeligheden for din hjerne. For hvis du ikke er syg nok, så behøver du ikke prøve at ændre noget. Hvis du kan holde fast i den fortælling, så behøver du at opleve en hel masse ny utryg ubehag, hvor du endda ikke ved hvad der kommer til at ske.

Den brutal ærlige sandheden er at hvis du har tanker om “du er syg nok” så er du det!

Vi går ikke rundt og undrer os over om vi har et problem, hvis der ikke er et eller andet indeni os, der fortæller os at der er noget der ikke stemmer.

Lidt kræft er stadig kræft og skal tages alvorligt ellers spreder det sig. Det her er ikke anderledes. Bare fordi din kamp ikke er synlig og andre ikke ved at du kæmper, så betyder det ikke at det er et problem.

Lidt spiseforstyrret er ikke en ting særlig længe før det bliver meget spiseforstyrret. Du får det ikke bare lige pludselig  godt, hvis du ikke gør noget ved det, tværtimod!

Mennesker dør af spiseforstyrrelser! De dør ikke bare af sult, halvdelen dør af pga selvmord, hjerteproblemer, elektrolyt ubalance og meget andet.

Det handler ofte om at arbejde med en accept at af du kommer aldrig til at føle dig syg nok, klar nok, modig nok og du er stadig nødt til at ændre noget og jo det er muligt at slippe ud af en spiseforstyrrelse.

Det her skal du huske næste gang du har tanker om at du ikke er “syg nok”

Der er typisk fire årsager til at du får tanker om at du ikke er “syg nok” opdag hvilken en af dem det handler om for dig i dette øjeblik:

  1. Sammenligning med andre, der udadtil ser mere syge ud eller sammenligning med dig selv fra tidligere. Når det dukker op: så kan det være gavnligt at spørge dig selv: men trives jeg? Hvordan ville mit liv se ud hvis det her ikke var altoverskyggende?
  2. Normalisering og tilvænning af det forstyrrede i det miljø du befinder dig i. Er det måske tid til at du forholder dig til om det miljø i virkeligheden forværre din spiseforstyrrelse om det er det bedste for dig at blive i lige nu?
  3. Frygt for afvisning og at være en byrde. Find ét menneske du stoler på, og start med at åbne op for dem. Du behøver ikke fortælle det hele fra starten af, men du er nødt til at starte et sted. Du er nødt til at øve dig på at bede om hjælp, hvis du ikke er vant til det.
  4. Status quo: Næste gang du hører den der stemme der siger: du kan alligevel ikke blive rask, du er ikke syg nok, så genkend det for hvad det er, din hjerne som ikke ønsker forandring fordi den er bange

Recovery kommer ikke til at blive kønt, kort eller komfortabelt, men det vil være kampen værd

 

Har du lyst til at dele dette indlæg?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

LÆR AT STOLE PÅ DIN SULT OG MÆTHED IGEN

Parnian recovery coach

I MIN E-BOG FÅR DU

Indtast dine oplysninger,
så sender jeg den til dig allerede i dag!

OBS: Husk at tjekke om
jeg er landet i dit spam-filter!

Dine informationer behandles fortroligt og opbevares så længe det er relevant.
Det betyder indtil du gør opmærksom på at du ikke længere ønsker at få e-mails fra mig.
Du kan altid trække dit samtykke tilbage.
Dette kan du gøre ved at trykke på linket i bundet af mailen eller ved at kontakte mig på kontakt@recoverycoaching.dk og oplyse at du ikke længere ønsker at modtage mails og tilbud.