Her får du et indblik i hvad der skete for mig, da jeg gav mig selv ubetinget tilladelse til at spise.
I årevis følte jeg mig besat af mad. Jeg kiggede altid på andre og misundte at de følte mæthed ved “alm. portioner”, at de levnede, eller sagde nej tak, hvis de ikke havde lyst til noget mad eller endda helt kunne glemme at de havde slik lignende i deres skuffer.
Jeg troede at alle andre bare kunne bruge deres intuition, men at jeg for evigt, var nødsaget til være restriktiv for hvis jeg gav mig selv ubetinget tilladelse til at spise, så ville jeg aldrig kunne stoppe igen.
Sandheden var at min største frygt var at tage på! For hele mit liv havde jeg jo lært at den tykke krop var forkert.
Min recovery fra min spiseforstyrrelse var derfor i over et år langtfra tilfredsstillende, for den var altid betinget af én ting – min vægt.
Først da jeg kom frem til erkendelsen af at mit værd ikke kunne vejes på en vægt, at jeg hellere ville være glad uanset min kropsstørrelse end ulykkelig, sulten og slank, først da gav jeg mig selv ubetinget tilladelse til at spise.
Inspireret fra mange andre, der har gået vejen før mig, valgte jeg en mere drastisk tilgang til min recovery.
Jeg gik ALL IN!
All in betød for mig at jeg gav mig selv ubetinget tilladelse til at spise…
- når jeg ville
- hvad jeg ville
- så meget jeg ville
- uanset vægtøgning
Nat efter nat gik jeg i seng mæt (og nogle gange angst og grædende) og lovede mig selv at jeg ville gøre det samme igen næste dag.
De første tre måneder, var uden tvivl, de sværeste for mig – for jeg må være ærlig om at det ikke er en særlig glamourøs proces.
Jeg gik fra en krop med en fedtprocent jeg havde presset i bund, til en krop med væskeophobninger, akne og konstant luft i min mave og sværrest af alt – så tog jeg på i vægt.
Jeg vekslede dagligt med at føle at det var mit livs dummeste beslutning og at det var det bedste jeg havde gjort for mig selv.
Jeg stoppede med at veje mig selv efter en måned. Det var for hårdt at se vægten skyde op. Samtidig gav jeg mig selv en deadline; jeg skulle fortsætte i seks mdr. NO MATTER WHAT! Hvis jeg derefter stadig var ulykkelig, konstant tænkte på mad, og mine spiseforstyrrelses symptomer ikke var reducerede, så måtte jeg stoppe og gå tilbage til restriktionerne.
Det lyder måske skørt, men jeg havde brug for det. Jeg havde brug for at sige til mig selv at jeg “bare” kunne gå tilbage til min spiseforstyrrelse igen. Det var den eneste måde jeg kunne give mig selv ubetinget tilladelse til at gå denne vej.
Desto mere jeg gav mig selv lov og slap restriktionerne (ikke at det var nemt), desto mindre oplevede jeg at mad fyldte i mine tanker og desto mindre magt følte jeg at mad havde over mig!
Jeg anede ikke hvad min vægt var landet på, men jeg kunne tydelig mærke at jeg ikke længere tog på, for jeg behøvede ikke længere at skifte ud i garderoben, men vigtigst af alt, så var de fleste af mine symptomer forsvundet.
Jeg fandt jeg ud af at jeg også kunne få lyst til at stoppe med at spise igen. Ikke grundet restriktion, men fordi jeg var mæt, både psykisk og fysisk. Jeg fandt ud af at jeg både kunne have lyst til sprøde grøntsager, blød kage og at mad ikke længere var noget jeg konstant skulle kontrollere.
Da jeg indså at jeg havde nået min deadline, var jeg overhovedet ikke i tvivl om at jeg bare skulle fortsætte. For aldrig havde jeg mærket så meget frihed som jeg gjorde nu. Jeg var sikker på at jeg aldrig skulle tilbage til mine restriktioner og kontrol af min vægt.
Recovery er meget mere end det her, men for mig var det en vigtig faktor at jeg tillod min krop at være den str. dén var tilpas ved.
Jeg håber på at andre, der genkender sig selv i min historie, måske vil finde modet til at slippe restriktionerne og finde friheden på den anden side af det.
Har du lyst til at dele dette indlæg?
